Affjedring på MTB´er


Korrekt affjedring er alfa og omega for, at du kan få den bedste oplevelse, når du kører på din mountainbike. Kun med en affjedring, der er indstillet rigtigt, har du den rette kontakt med underlaget. Det behøver ikke være svært at indstille din affjedring korrekt, men det kræver at du forholder dig til de indstillinger der er. 


Som grundregel bliver din affjedring mere kompliceret, jo bedre forgaffel og dæmper man vælger. Derfor vil du på nogle enheder kun have mulighed for at indstille luft, modsat andre der også kan indstilles i high og lowspeed rebound, high og lowspeed kompression og trykudligne hvis du køre mange højdemeter sydpå. Men hvad betyder alle de indstillinger enlig? 


Nedenfor finder du de punkter, som du kan bruge, når du skal indstille affjedringen på din MTB, så den passer lige præcis til dig, og til din individuelle kørestil.  Og bare rolig. Det er ikke så kompliceret, som det måske kan lyde!


Guide til opsætning af din affjedring



Kompression og preload

Der er naturligvis mange situationer, hvor forgaflen/bagdæmperen på din MTB trykkes sammen. Det kan f.eks. være, når du kører ned af bakke, og læner dig bagover, så trykket på bagdæmper øges. Eller det kan være, når forhjulet rammer jorden efter et hop. 

Under kørsel er der to begreber, som har betydning, når vi snakker om kompression af forgaflen: Preload og rebound. Preload er den vægtmæssige belastning, som den kræver at trykke forgaflen helt ned. Forgaflens preload justeres ved hjælp af en gaffelpumpe. Denne lille, men effektive pumpe kan levere et meget højt tryk. Når pumpens måler viser, at du har ramt det rette tryk, er du klar til at køre. Jo hårdere, du pumper forgaflen (eller bagdæmperen), desto større preload skal der til for at komprimere den.



Sådan finder du den rette preload


På en del forgafler har producenten gjort det nemt for dig, idet du kan aflæse det anbefalede lufttryk på en skala på forgaflens inderben. Disse data kan være udmærkede retningslinjer, men der er stadig visse individuelle faktorer, som man bør tage i betragtning. 
For at kunne udregne den preload, som passer lige netop til dig, må du kigge på det begreb, som kaldes sag. Sag er, ganske enkelt, den komprimering af forgaflen, som sker, når du sidder på cyklen, uden at køre. 
Hvis du f.eks. har en forgaffel med 100-120 mm vandring, beregnet til f.eks. XC, vil en god tommelfingerregel være, at gaflen skal have et sag på omkring 20%. På en del forgafler finder du en skala, som hjælper dig med at ramme det rette sag. 
Derudover kan du finjustere trykket efter terræn og kørestil. Ved almindelig kørsel er det ikke meningen, at forgaflen skal gå helt i bund, men når du kører lidt hårdt, må du gerne udnytte hele vandringen.

Rebound

 
Rebound kan vel bedst oversættes til `tilbageslag´. Forgaflens/bagdæmperens rebound er den tid, det tager for affjedringen at vende tilbage til udgangspunktet, efter at den har været komprimeret.
En for hurtig rebound vil kunne føre til, at forhjulet løfter sig fra jorden, hvorimod en for langsom rebound vil kunne være årsag til, at forgaflen ikke når at fjedre tilbage, når du f.eks. køre over en trærod eller en anden ujævnhed. Og så kan du miste kontakten med underlaget.
Du kan oftest justere forgaflens rebound vha. en skrue, som du finder i bunden af det højre gaffelben.    

Low speed rebound


Low speed rebound-kredsløbet bruges langt størstedelen af tiden. Når du cykler i nogenlunde jævnt terræn, bruger du måske kun de første 2/3 af affjedringens vandring. Og det kan sagtens klares med low speed rebound.


High speed rebound


High speed rebound er et kredsløb, som stort set kun bruges, når du rammer en trærod, en sten eller et større bump. Når forgaflen har været trykket helt, eller næsten helt sammen, begynder den at vende tilbage til udgangspunktet (`rebounde´), og olie bevæger sig gennem high speed rebound-kredsløbet. 
Netop fordi dette kredsløb kun bruges kortvarigt, kan man som regel klare sig med de indstillinger, som producenten har indstillet forgaflen/bagdæmperen til.
Dette er grunden til, at det, på de fleste lidt dyrere forgafler, kun er low speed rebound, som er justerbar.