Elcykler findes i mange forskellige typer. Her opridser vi nogle af de vigtigste. Lad os starte med at kigge på de elektriske cykler til brug i byen.
Først har vi de elektriske hverdagscykler. De giver dig en oprejst kørestilling, og en høj grad af komfort. Disse cykler findes både som herre- og som damecykler (sidst nævnte har lav indstigning. Her er generelt tale om solide, klassiskudseende cykler fra producenter som E-Fly, og Norden. Cykler af denne type er gode til dagligdags transport i byen, men på landevejen er de ikke ideelle.
Hvis du i stedet vælger en elektrisk citybike, får du en lidt mere alsidig cykel, og en noget mere sporty kørestilling. En cykel af denne type kan du også bruge, hvis du af og til får lyst til at køre en tur ud i det blå, når du har fri.
Motoren på en elcykel til urbant brug yder typisk et moment på 43-50 Nm, hvilket bør vær mere end tilstrækkeligt til kørsel i byen, også hvis du evt. har behov for at trække en cykelanhænger.
Så er der de elektrisk trekkingcykler. De er noget mere alsidige end de urbane elcykler. Her får du typisk en oprejst kørestilling, en stærk motor og et stort batteri, så du kan klare en masse lange ture, i komfortabel stil. Elektriske trekkingcykler kan i nogle tilfælde fås med lav indstigning, og har ofte affjedret forgaffel, hvilket forbedrer komforten yderligere. En del trekkingcykler leveres med diverse udstyr, såsom lygtesæt, bagagebærer, skærme, støtteben mm. Her får du den perfekte kombination af en bycykel og en cykel til moderat terrænkørsel.
Hvis du virkelig vil køre offroad, er det en elektrisk mountainbike, du skal have. Her får du en meget stærk motor (ofte 85-90 Nm), og et veritabelt kraftværk af et batteri, spå der er strøm til mange lange og vilde ture på MTB-sporet. Her er det væsentlig at skelne mellem hardtail-cykler (hvor der kun er affjedring på forgaflen) og full suspension (hvor der også er en bagdæmper). Generelt kan man sige, at en full suspension MTB er en `skov-cykel´, hvorimod en hardtail er det rette valg, hvis du ofte bruger din MTB på asfalt. En elektrisk hardtail-MTB er derfor meget alsidig: I hverdagen kan du bruge den til pendling og anden transport, og når du har fri, kan du cykle ud i skoven, hvor stier og MTB-spor venter. Du vil blive overrasket over, hvor meget sjovere, MTB-kørsel bliver, når man har en elmotor til hjælp.
Endelig skal vi se på de elektriske ladcykler. Der findes elektriske ladcykler både til transport af gods og til transport af børn. En elektrisk ladcykel skal være solid og stabil. Og især hvis den er beregnet til transport af børn, er sikkerheden alfa og omega. Disse cykler har typisk en meget stærk motor, helt på højde med dem, man finder på de mest hardcore eMTB´er, samt et stort batteri. En tung last vil uvægerligt kræve en del strøm. På lidt længere sigt kan man håbe, at elcykler til varetransport vil vinde indpas, især i de større byer. Og mulighederne er mange. Allerede i 2014 indførte det københavnske bedemandsfirma bededamerne.dk en elektrisk rustvognscykel, der dog foreløbig er Danmarks eneste af sin slags.




