Her skal vi se lidt nærmere på racercyklens geometri, samt på de materialer, som rammen (stellet) på din racercykel kan være lavet af. På en racercykel har du typisk en foroverbøjet kørestilling, pga. det nedad-bøjede racerstyr (drop bar). Det er vigtigt at kende to begreber: Stack og reach: Reach er afstanden fra sadlen til styret. Den rette reach sikrer en behagelig kørestilling. Stack er afstanden fra midten af krankboksen til toppen af kronrøret. Disse to begreber er afgørende for, om du har en foroverbøjet, aggressiv kørestilling, som på en race-cykel (lang reach og lav stack)), eller en mere opretsiddende og komfortabel kørestilling, som på en endurance-racer (kort reach og høj stack).
De allerførste racercykler (af stål)
Da den første udgave af Tour de France blev afholdt i 1903, kørte man på stålcykler, som var meget stærke, men også tunge som et ondt år. Disse cykler kunne nemt veje op til 15 kg. Cyklerne havde kun et enkelt fastlåst gear, uden friløb. Hvis cyklerne stadig var konstrueret på den måde, ville interessen for landevejscykling næppe være stor i dag. Racercykler af stål har ikke praktisk betydning i dag, og vi skal derfor ikke gå i dybden omkring dem.
Racercykel af aluminium
I MIguel Indurains storhedstid i 1990´erne, var man gået over til cykler af aluminium. Og siden dengang har aluminium været det primære materiale, når man skulle lave cykler. Og det er der flere gode grunde til: Aluminium er let, stift og solidt. Det er modstandsdygtigt overfor almindelig slitage, såvel som overfor påvirkninger fra vind og vejr. Og skulle du være uheldig at komme ud for et styrt, kan et stel af aluminium også holde til en hel del. Dertil kommer, at aluminium er forholdsvist billigt at producere. Hvis du køber en alu-racer til en relativt billig pris, kan du derfor overveje at bruge lidt ekstra på komponenter, såsom geargruppe, hjulsæt eller bremser. Selv om aluminium er et let materiale, er det dog tungere end carbon, som vi skal se nærmere på nedenfor:
Racercykel af carbon
Når vi bevæger os op i klasserne med de lidt dyrere racercykler, vil vi se, at mange af dem er baseret på en ramme af carbon (kulfiber). I 1999 var Lance Armstrong den første til at vinde Tour de France på en cykel med carbon-ramme. Der er mange fordele ved carbon: Først og fremmest er det både let, stærkt og stift. Desuden er carbon meget let at forme, hvilket giver flere muligheder mht. design. Dermed kan man også skabe nogle meget aerodynamiske former.
Carbon-fibrene er meget stærke i trækretningen, men mindre stærke på tværs. Det gør det muligt for ingeniørerne hos cykelproducenterne at flette fibrene sammen, så de tilføjer rammen ekstra styrke, præcis på de punkter, hvor der er mest brug for det.
Carbon virker vibrationsdæmpende. På en carboncykel får du derfor en høj grad af komfort og stabilitet, ikke mindst, når terrænet bliver ujævnt. Vi skal da også huske at nævne, at visse aluminiumscykler er udstyret med en carbon-forgaffel, dels for at holde cyklens egenvægt nede, og dels pga. den vibrationsdæmpende virkning.
Mange motionister starter på en aluminiumsracer, og rykker så senere op til en carboncykel.